fredag 12. februar 2010 kl. 20:00
Claus Hempler + support: Ida Østergaard
Claus Hempler er født i 1970, og voksede op i Odense-forstaden Højby. I 1981 dannede han gruppen Fielfraz sammen med skolekammeraterne Nils Brakchi (bas) og Kenneth Priisholm (guitar); gruppen blev senere udvidet med Jens Langhorn på trommer. Claus Hempler var sangskriver og forsanger i gruppen som i perioden 1990-1996 udgav tre albums: Shine (1990), Electric Eel (1992) og anmelderroste Slick (1996). I 1996 medvirkede Hempler i Hotel Pro Formas musikforestilling Monkey Business Class, og i 1997 indspillede han sammen med Dicte nummeret You're the Boss på albummet String of Pearls med Ib Glindemann & hans orkester.
Som solist har Claus Hempler i 1999 udgivet albummet Charm School for Pop Singers hvor han flirter med standardjazz og crooner-stil. På pladen medvirker Thomas Blachman (trommer), Lennart Ginman (bas) og Carsten Dahl (piano). Albummet indeholder cover-numre af bl.a. Billie Holiday, Frank Sinatra og Tony Bennett.
Efter bl.a. at have overvejet en afgang fra den danske musikscene, til fordel for et teologistudium, barslede Claus Hempler med albummet Hempler i 2004 under musikalsk medvirken af bl.a. Fielfraz-medlemmerne Nils Brakchi, Jens Langhorn, samt producer Joshua (Kent, Kashmir, Carpark North, Mew). Efter udgivelsen af Hempler blev Claus Hempler hædret med med tildelingen af en Steppeulv i 2005 for "Årets vokalist" og prisen som "Årets Danske Sanger" ved Danish Music Awards samme år.
Claus Hempler medvirker på den danske Leonard Cohen-hyldest På danske læber fra 2004 med nummeret Alle ved besked som er en fortolkning af Cohen-nummeret Everybody Knows. Også på Andersens Drømme, Nikolaj Nørlunds hyldestalbum til H.C. Andersen fra 2005, medvirker Claus Hempler med et nummer. Hemplers røst er desuden at finde på lydsporet til den danske film Store Planer fra 2005 hvor han har lagt stemme til Thomas Bo Larsens udfoldelser bag mikrofonen. Har tidligere været signet på Swan Lees eget pladeselskab Gogo Records og Whiteout Music men er i dag signet på SONY BMG. Albummet "Return Of The Yes Man" udkom i 2007, Albummet blev produceret af Kenneth Andersen.
Ida Østergård er et nyt kæmpetalent på den danske sing-a-song-writer scene. Med en stemme der rummer et utroligt nærvær og tekster, der synes hudløse og nærmest brutalt ærlige, formidler Ida på overlegen vis sine sange med en overbevisning man sjældent ser hos så ung en sangskriver. Hun evner med glimt i øjet, rå kant og fløjlsblød klang at fange lytteren ind, mens hun åbner op for sine sanges farvestrålende persongalleri. Man kan grine og græde på én gang, som det så ofte er tilfældet, når noget rammer plet.
Ida Østergård har allerede nået meget i sin korte karriere. Debutsinglen "On His Knees" roterede flittigt på P3 og P4 i flotte fem måneder, efter hun i 2008 vandt KarriereKanonen, som én ud af 1800 indsendte bidrag. Sangen blev en del af soundtracket til radio-dramaserien "Sommer" og på Sony BMGs "All Woman 4". Hun spillede desuden som support, da det svenske stjerneskud Miss Li for nyligt besøgte Jazzhouse.
"Selv de mest polerede og skinnende diamanter i vinduet har været rå og uklare på et tidspunkt - og med Ida Østergaard oplever Karrierekanonens brugere og lyttere, hvordan en diamant lyder, når den endnu ikke er slebet helt til - og det er ment med størst mulig respekt. Ida Østergaard står for alt, der kendetegner et talent, der endnu ikke er blevet klar over sit potentiale. Nerve, originalitet og en uovertruffen god sang! On His Knees har samtidig affødt en masse kommentarer fra P3's lyttere og de brugere af Karrierekanonens hjemmeside - netop fordi Ida Østergaard er til stede i nuet og leverer sin sang i overbevisende ægte stil." Sådan skrev Carsten Holm omkring valget af Ida Østergaard som vinder af P3's KarriereKanon.
Ida arbejder i øjeblikket på højtryk med sin lovende debutplade
Type: croonerpop/rock
Scene: Maskinhallen
Opstilling: Sidde & ståplads
Pris ved forsalg: 120
Pris ved indgang: 140